Kammerkoret Hymnia søger en 2. bas
Synger du 2. bas, er en nodestærk og erfaren korsanger, og har du lyst til at synge i et af Danmarks bedste kammerkor?
Kammerkoret Hymnia har under ledelse af dirigent Flemming Windekilde gennem 40 år været en anerkendt del af den danske korelite med stor koncertvirksomhed og deltagelse i festivaler og konkurrencer både inden- og udenlands, hvor koret har vundet adskillige priser.
Repertoiret spænder fra senromantikken og til dette århundrede - korets speciale er nyere a capellaværker og ofte kompliceret kompositionsmusik. Vi samarbejder gerne med danske komponister, og i 2022 har vi således indspillet en CD med værker af Martin Palsmar. I marts måned har vi endnu et indspilningsprojekt med værker af Morten Poulsen, og vi forventer derfor flere releasekoncerter i løbet af 2023.
Vi medvirker ca. en gang årligt i større projekter sammen med andre kor med bl.a. DR Symfoniorkester, CPH Phil og Danmarks Underholdningsorkester og har senest sunget Haydns Skabelsen og Brahms Requiem.
Vi rejser på en koncertturné til Nordjylland i den første uge af juli. Årets største projekt bliver korets 40-års jubilæum, som vi fejrer med en koncertrække i efteråret, hvor vi glæder os til at synge et potpourri af korets absolutte favoritværker gennem årene.
Vi øver hver onsdag aften kl. 19-22 i menighedslokalet i Sankt Andreas Kirke centralt i København, og vi synger ca. 7-10 koncerter årligt. Vi plejer at tage på en både ambitiøs og hyggelig korweekend og en sommertur en gang om året. Vi er ca. 25 sangere mellem 22-60 år, som har et godt fællesskab og en uhøjtidelig tone, kagepauser og julefrokost.
Basgruppen er på seks mand, og vi arbejder ofte med delte stemmer, hvorfor du skal være god til at holde din stemme og være klar til at synge mere eller mindre solistisk.
Hvis ovenstående har gjort dig nysgerrig, så skynd dig at sende et par linjer om dig og din korerfaring til vores formand Lise Melbye på med henblik på at komme til foresyngning. Du kan finde adressen her https://hymnia.dk/Kontakt og læse mere om koret på hjemmesiden www.hymnia.dk
Vi glæder os til at høre fra dig.
Kammerkoret Hymnia søger altid dygtige sangere på alle stemmer
Hymnia søger altid gode sangere på alle stemmer - som assistenter eller som faste medlemmer
Vi forventer at du har korerfaring og er dygtig til at læse noder – og at du ligesom os har forkærlighed for det mere udfordrende repertoire. Vi kan tilbyde et højt kunstnerisk niveau i kombination med en afslappet atmosfære og sommerture hvert år, ofte med deltagelse i korkonkurrencer.
Vores kommende projekter byder primært på musik af nulevende danske komponister, med hvem vi har lang tradition for at samarbejde om tilblivelsen af musikken, og i 2019 planlægger vi et stort projekt med en håndfuld værker, som vi har bestilt hos tidens fremmeste korkomponister i ind- og udland. Som en del af dette projekt rejser vi til Firenze i sommeren 2019.
Vi holder prøve i centrum af København hver onsdag kl. 19-22 under ledelse af dirigent, Flemming Windekilde, som har stået i spidsen for koret siden dets stiftelse i 1983; du kan læse mere om koret på vores hjemmeside: www.hymnia.dk.
Kontakt formand, Lise Melbye, på formand@hymnia.dk for at aftale en foresyngning.
Vi glæder os til at høre fra dig!